Vi står klar – til det kommende slutspil, til Europa og til sæsonen 22/23

10. apr 2022

”Sandheden er simpelthen bare, at et år inde i klubbens levetid er Skanderborg Aarhus en rygende succes.”

Citat Aarhus Stiftstidende, og en påstand, som vi fra klubbens side er 100% enige i:

Skanderborg Aarhus Håndbold-projektet ER allerede en succes både kommercielt og indenfor de hvide streger. På under et år har vi skabt en sportslig og økonomisk bæredygtig platform, hvor ambitioner, talentmasse, forening og forretning er gået op i en højere enhed.

Skanderborg Aarhus Håndbold er en sportslig platform, hvor unge talenter og rutinerede kræfter mødes på lige fod på håndboldbanen og som mennesker. Holdet er bygget op om de unge østjyske talenter som Jon Katballe, Thor Christensen, Lukas Goller og Arnoldsen-brødrene, og hertil lægger vi et lag af erfarne profiler fra den danske liga, heraf flere med et par internationale sæsoner i sportstasken. De unge talenter høster erfaring og kommer i mesterlære hos de rutinerede spillere, som løfter deres egen profil og eget spil ved at tage talenterne under deres vinger.

Skanderborg Aarhus Håndbold er også en kommerciel platform, som tilbyder sponsorer og samarbejdspartnere mulighed for eksponering og aktivering i hele Østjylland, deltagelse i netværk med personlig og faglig udvikling som omdrejningspunkt, og ikke mindst mulighed for at deltage i en række digitale initiativer, som skaber professionel synlighed og knytter relationer til en demografisk attraktiv, ung målgruppe.

Vi har en ambition om at blive Europas mest digitale håndboldklub. Den transition fra det traditionelle analoge håndboldunivers til at være en digitalt funderet klub er allerede godt undervejs, og vi er i fuld gang med at tilbyde nye, spændende aktiveringer til vores samarbejdspartnere.

Apropos Europa – vi er på vej! Skanderborg Aarhus-holdet har været den helt store overraskelse i sæsonen 21/22, hvor vi konstant har ligget i Top-5 i en historisk stærk liga. Vi slutter på en 4. plads i grundspillet og får det meget vigtige ene point med over i slutspillet i HTH Herreligaen. En 6-målssejr over ærkerivalerne fra Bjerringbro-Silkeborg i en fremragende kamp lørdag eftermiddag sikrede den eftertragtede placering, som med stor sandsynlighed også giver adgang til europæiske TV-kampe næste sæson.

Vi står klar – til det kommende slutspil, til Europa og til sæsonen 22/23, hvor vi sætter endnu mere ild under talentudviklingen i Østjylland. Om kort tid vil vi præsentere et nyt setup på talentudviklingen i Aarhus og Skanderborg, som omfatter et bredt samarbejde med det ene formål at give de bedste forudsætninger for talenterne i hele regionen. Vi er førende i talentudvikling, og vi tager ansvar for at sikre de næste generationer på håndboldbanen.

Skanderborg Aarhus Håndbold; holdet og forretningen har allerede indfriet alle forventninger og målsætninger, men vi stopper ikke her. Ambitionerne er rykket fra en plads i slutspillet til kampe i Europa, til at være landets mest talentudviklende klub og til at være en markedsledende, digital funderet forretning.

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her