VI SKAL VÆRE OMSTILLINGSPARATE

7. feb 2022

Med lørdagens hårdt tilkæmpede sejr over Nordsjælland i sportstasken kører Skanderborg Aarhus-truppen onsdag eftermiddag til Midtsjælland, hvor TMS Ringsted venter i februar måneds andet opgør.

TMS Ringsted har haft en hård start på anden halvdel af sæsonen med to nederlag ude til hhv. Nordsjælland og KIF Kolding. Cheftræner Nick Rasmussen er helt klar over, hvor en af modstanderens styrker ligger:

– Det er et stærkt hjemmebanehold, som har hentet 11 ud af 13 point hjemme i Ringsted-hallen. Her har de skabt virkeligt fine resultater.

 

Martin Risom, Oliver Klarskov og Mark Nikolajsen har været en stærk trio i efteråret, og så har de en potentiel landsholdspiller i Oskar Rasmussen ude på højre fløj.

 

Jeg synes, TMS spiller godt angrebshåndbold med fart over feltet. Og i den anden ende er de ikke bange for at prøve mange forskellige forsvarsvarianter af. Nøglen for os til onsdagens kamp er, at vi skal være omstillingsparate.

TMS Ringsted – Skanderborg Aarhus spilles onsdag aften kl. 19.30 i Ringsted. Følg kampen på tophaandbold.dk eller hos vores mediepartner Aarhus Stiftstidende.