Der skal tages revanche lørdag eftermiddag, når SAH tager imod stærke BSH i Aarhus Arena. Vi fik en dårlig start på kampen i første opgør, og trods en markant bedre anden halvleg løb BSH med en snæver 2-måls sejr.
Cheftræner Nick Rasmusen roser BSH, som ifølge ham er ved at liste sig op på de helt store hold i HTH Herreligaen.
– BSH har været formstærke hele sæsonen. Niveaumæssigt ligger de stadig lidt efter Aalborg og GOG, men de nærmer sig mere og mere topniveauet. De spillet en rigtig flot Final4, hvor de virkelig pressede GOG til det yderste i semifinalen.
– Bagkæden med Ludvig Hallbäck, Mads Kjeldgaard Andersen og de to venstre hænder, Peter Balling og Nikolaj Øris Nilsen er virkelig god, og så har de også bare et bomstærkt forsvar.
Nick Rasmussen ser frem til lørdagens kamp men anerkender også, at det bliver en svær opgave.
– Hvis vi skal lykkes mod BSH og hente to point i kampen, skal vi vinde kontraduellerne. Gør vi det, tror jeg, vi har en okay chance.
– I defensiven skal vi ramme det niveau, vi viste mod Skjern. Vi kan nok ikke forvente, at vores målmænd har lige så mange klasseredninger, men jeg har en stor tro på vores defensive spil.
– Vi har en god angrebsmæssig spilsikkerhed, men der er ingen tvivl om, at det kræver en god portion tålmodighed at flytte rundt på deres forsvar. Jeg tror på, at vi har redskaberne til det.
Foto: Ole Nielsen