VI SKAL HOLDE FAST I DE VÆRKTØJER, VI HAR GANG I

21. nov 2022

Det er et SAH-hold med god selvtillid, som fløj til Portugal tidligt mandag morgen. På trods af et lille ophold i de europæiske kampe på et par uger har holdet ikke ligget til den lade side. Den korte pause i European League har budt på fem hårde kampe i den danske liga, hvoraf vi har sejret i de seneste tre kampe.

SAH er også kommet rigtig godt fra land i EHF European League med to sejre i de første to kampe. Tirsdag venter tredje opgør i gruppespillet, når vi møder Aguas Santas Milaneza i Portugal.

Spillestilen hos det portugisiske hold er meget anderledes end det, SAH-truppen til dagligt møder i den danske liga, fortæller Nick Rasmussen.

Aguas Santas spillestil er meget spansk-inspireret. De spiller meget omkring stregspillerne og meget to mod to spil. Og så er de meget homogene og spiller med en enorm energi og gejst. De knokler virkelig for føden. 

Jeg synes ikke, at de har en profil, som stikker helt vildt ud, men de har et godt spil omkring stregspillerne, som er dygtige, fortæller cheftræneren.

Både SAH og Aguas Santas Milaneza har mødt stærke HC Pelister fra Nordmakedonien, hvilket Nick Rasmussen ser som en stor fordel i forberedelserne frem mod kampen.

Det er godt at have kampene mod HC Pelister som afsæt til kampen i morgen. Det giver en god fornemmelse af, hvad det er for et hold, vi skal op imod. Vi kan kigge på, hvordan Pelister håndterede deres spil. Det er ikke så længe siden, at vi mødte Pelister, så det giver os et godt billede af, hvordan Aguas Santas spiller.

Selvom SAH har et hårdt kampprogram med fuld fart på i to turneringer, får holdet en masse erfaring og rutine ud af deltagelsen i dem begge, som også skal hjælpe dem til sejr i Portugal. 

Vi har benyttet lejligheden i forbindelse med European League til at komme lidt i gang i ligaen. Det gælder om at holde fast i nogle af de værktøjer, vi har gang i – særligt i en solid defensiv. Vi har generelt i hele sæsonen spillet godt angrebsspil. Det kan man også se, hvis man kigger på statistikken, hvor vi er det tredje mest scorende hold i ligaen. Så vores forsvar har et stort fokus, afslutter Nick Rasmussen, inden dagens træning i Portugal.

European League-kampen Aguas Santas Milaneza – SAH spilles tirsdag den 22. november kl. 20.45 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.

I næste uge kan du se SAH-truppen i aktion i EHF European League på hjemmebane i Fælleden, hvor vi tager imod spanske Bidasoa Irun. Find billetter til kampen her: https://billet.skanderborg-aarhus.dk/84025/European_League_-_SAH_-_Bidasoa_Irun

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her