Nick Rasmussen: Vi har vist, at vi kan spille op med GOG

28. apr 2022

Så er der igen tophåndbold på i det østjyske, når Skanderborg Aarhus Håndbold tager imod grundspilsvinderne fra Sydfyn, GOG.

Kampen fløjtes i gang lørdag aften klokken 20:30 i Ceres Arena i Aarhus. Cheftræner Nick Rasmussen ser frem mod kampen som en stor udfordring mod et velspillende GOG-mandskab, men han understreger ikke desto mindre, at SAH tidligere på sæsonen har vist, at de kan bide skeer med fynboerne.

”Vi viste i udekampen for to måneder siden i Gudme, at vi kan spille op med dem. Dermed ikke sagt, at det ikke er en svær kamp, fordi der er ingen håndboldkampe, der er ens, men vi tror helt sikkert, at vi har muligheder for at forsvare på hjemmebane,” siger Nick Rasmussen og fortsætter.

 

”De har nogle stærke, mere rutinerede kræfter som Morten Olsen, Anders Zachariasen og så videre på holdet, og samtidig har de en masse fremadstormende, unge talenter som Simon Pytlick, Emil Lærke og Emil Madsen. Så de er alt i alt bare et rigtig stærkt hold, men vi tror bestemt, at vi kan udfordre dem.”

Gæsterne fra GOG har åbnet slutspilspuljen med to sejre, mens Skanderborg Aarhus Håndbold har delt i porten med et nederlag og en sejr i de første to runder af grundspillet.

Sidst blev det til en sejr over Ribe-Esbjerg HH, og der var flere positive takter at tage med fra det opgør, mener cheftræneren.

”Det defensive har faktisk generelt fungeret rigtig fint i store dele af de første slutspilskampe. Vores opgave bliver nu, at vi ikke kun spiller godt forsvar i 40 minutter, men måske i 50, så vi kun har ti minutters udfald i den ende. Optimalt set vil vi selvfølgelig gerne have fuld plade på de ting, vi laver, men det er sjældent realistisk at spille på 100 procent en hel kamp.”

 

”Jeg har alt i alt været tilfreds med starten i slutspillet, og nu håber jeg bare, at vi kan lægge et ekstra lag på og bide skeer med GOG på lørdag.”

Kampen bliver som nævnt spillet i Ceres Arena i Aarhus. Byen lægger dagen inde park til en stor universitetsfest, Kapsejladsen, hvor op imod 30.000 af byens studerende holder en fest og konkurrerer på kryds og tværs af studier.

Til de festglade unge mennesker har Nick Rasmussen en opfordring, da han håber på, at holdet får den nødvendige opbakning til lørdagens hjemmekamp.

”Jeg har ladet mig fortælle, at der er rigtig mange unge mennesker, der skal feste til Kapsejladsen dagen inden kampen, så jeg håber da bare, at de fortsætter festlighederne med noget god håndbold,” siger han grinende.

 

”Men det er selvfølgelig helt vildt vigtigt, at vi får en masse opbakning til holdet her til slutspillet, hvor hver en kamp er en lille finale, så jeg håber, at vi kan skabe lidt af den samme stemning, som vi så sidste gang, der var kamp i Ceres Arena, hvor vi slog Skjern Håndbold,” afslutter han.