Kampen om Top-3 i HTH Herreligaen er intensiveret. Udover muligheden for at tage point med over i slutspillet, lokkes der også med en plads i EHF Europa League, og der er flere hold, som har øjne på det mål.
Vi tager næste step mod Europa på lørdag, hvor et stjernespækket Aalborg-mandskab med ikke færre end syv landsholdspillere tager imod Skanderborg Aarhus-holdet. Det er en skadesfri trup, som kører mod Nordjylland, og cheftræner Nick Rasmussen er klar til endnu en topkamp:
– Aalborg Håndbold er et stjernebesat mandskab, der består af stærke individuelle spillere, som kollektivt fungerer rigtig godt. Det er Danmarks bedste herrehåndboldhold, og de har jo vundet DM de seneste tre sæsoner.
– Bagkæden med Felix Claar, Aron Pálmarsson og Lukas Sandell er uhyggelig stærk, og de får spillet til at hænge godt sammen for Aalborg.
– Vores forberedelser til kampen i Nordjylland er egentlig som til alle andre kampe. Vi tager afsæt i det, vi er gode til, og så tilretter vi lidt efter hvilket hold, vi møder. Så der er rigtig stort fokus på vores eget spil og forcer, og så kigger vi lidt på hvordan vi defensivt skal forholde os til de forskellige Aalborg-spillere.
– Vi glæder os til kampen, slutter Nick Rasmussen på vej ud ad døren til dagens træning.
Kampen Aalborg – Skanderborg Aarhus spilles lørdag den 12. marts kl. 14.00 i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg.