VI DELER POINT MED RIBE-ESBJERG EFTER EN INTENS FIGHT

18. sep 2022

Det var en kamp med høj fart fra første fløjt. Efter blot fire minutters spil mod Ribe-Esbjerg på hjemmebane i Fælleden var stillingen 4-4. 

De to forhenværende Ribe-Esbjerg spillere, Torben Petersen og Jonatan Mollerup, kom godt fra start, og stod noteret for tre af de første fire mål. SAH og Ribe-Esbjerg fulgtes godt ad de første 20 minutter af kampen. Det lykkedes undervejs i første halvleg at slå et hul på to mål, men Ribe-Esbjerg hang i og svarede godt igen. Selvom Kristoffer Laursen diskede op med tre flotte redninger i træk, lykkedes det ikke at trække meget fra. SAH kunne derfor gå til pause foran med et enkelt mål med stillingen 18-17. 

Fra starten af anden halvleg tydede alt på endnu en tæt halvleg. 38 minutter inde i kampen var stillingen helt lige mellem de to hold, 21-21. Med et par gode forsvarsaktioner og redninger fra Ribe-Esbjergs side lykkedes det dem at skabe et hul på tre mål efter 42 minutters spil. Nick Rasmussen svarede igen med en timeout og en taktisk ændring til 7 mod 6 spil, som skabte et momentum for SAH, og kampen var igen helt lige, 28-28 med 12 minutter tilbage af kampen. Der var spænding indtil sidste sekund, og kampen sluttede 33-33. 

Kampens start bød på mange scoringer, og det var en tendens, som fortsatte kampen ud. Det gik heller ikke ubemærket hen hos cheftræner Nick Rasmussen. 

Jeg er overrasket over, at der er så mange mål i kampen. Jeg havde forventet en lavere score. Ribe-Esbjerg var virkelig dygtige især på deres kontraspil, andenfase og hurtig-midte. Det er vi selvfølgelig nødt til at kigge på i forhold til at være dygtigere. 

En ellers fin første halvleg og føring vender efter pausen, og som kampen forløber, ender SAH med at skulle jagte føringer igennem anden halvleg.  

Da vi er bagud med en tre-stykker med 10 minutter igen, får vi, godt bakket op af et trofast hjemmepublikum, reddet den i land. Vi har egentlig chancen for at spille for en føring et par gange i løbet af anden halvleg. Set i bakspejlet var det måske defensivt, det gik galt. 

Det har ellers været en god uge på træningsbanen, hvor Nick Rasmussen virkelig har mærket gejsten hos sin trup. Holdet kæmper med en hård start på sæsonen, hvorfor det handler om at finde lidt medvind. 

Jeg er fint tilfreds med den uge, vi har haft, den moral drengene har vist, og den ihærdighed og dedikation, der har været hele ugen. Vi laver en tre-fire fejl i kampen, som vi skal have pillet væk. Men det er måske også et udtryk for, at der ikke lige er medvind på cykelstien i øjeblikket, lyder det smågrinende fra Nick Rasmussen.

Så vi er nødt til at opsøge den medvind i øjeblikket. Jeg synes egentlig, når jeg omtaler, den træningsuge vi har haft, at drengene og holdet forsøger at få den medvind. 

Topscorer blev Morten Hempel Jensen med 8 mål. Jonatan Mollerup blev blev kåret til Man of the Match i samarbejde med b.energy og Illux.

Der skal lyde en stor tak til alle de fremmødte i Fælleden lørdag aften, som hjalp drengene med god opbakning. 

SAH-truppen skal spille igen på torsdag den 22. september, hvor turen går til Kolding.