TTH’S FLØJRAKETTER SKAL STANDSES

10. sep 2022

Da vi mødte TTH Holstebro i sidste sæson, blev det til en sejr på hjemmebane og et nederlag ude. Alt tyder på, at der venter endnu en spændende kamp på søndag, når Nick Rasmussen og SAH-truppen tager til Holstebro. Cheftræneren sætter ord på det mandskab, der venter i 3. runde. 

TTH Holstebro er en ligaklub, som har hørt til i toppen af dansk håndbold i mange år. Vi skal møde en af vores tidligere spillere, Mathias Smed, som jo har lavet en jætteindsats i Skanderborg Aarhus. Og så er TTH Holstebro kendetegnet ved, at de har mange individuelle spillere på et højt niveau. Vi kan starte med Magnus Bramming, som har været en af de allerbedste venstrefløje i den danske liga i 10 år. Her ligger der jo også en brødreduel i matchen mellem Anton og Magnus Bramming. 

Så har de også Nikolaj Markussen, som har et voldsomt CV og er en voldsom skytte. De har Frederik Tilsted, som er omdrejningspunktet angrebsmæssigt. Nikolaj Enderleit, som er en meget skadesplaget spiller med enormt potentiale, er kommet tilbage igen. Og så har de ikke mindst Miha Svizej på stregen, som er en sand streetfighter for sit hold. 

De er bygget op omkring et meget massivt 6-0 forsvar med meget fysik. 

SAH-mandskabet skal holde fast i de gode takter, der blev vist i kampene mod Fredericia HK og Aalborg trods nederlag. 

Det bliver en jævnbyrdig kamp på søndag. Jeg håber og tror på, at vi kan tage noget af vores angrebsspil med fra matchen mod Aalborg. Jeg synes, der var mange meget gode takter, og det har vi en ambition om at bringe med ud vestpå til Holstebro. Mange af de ting som lykkedes mod Aalborg skal vi tage med os. Vi har i de to første kampe tilspillet os mange fine chancer, og det skal vi holde fast i.

Nick Rasmussen forventer en kamp med fart over feltet på søndag, hvor fløjspillerne kommer til at spille en hovedrolle. 

Jeg tror, at kontraduellen kan blive meget afgørende på søndag mellem os og TTH Holstebro, så den vi vil lægge vægt på. Både når vi løber frem, men også når vi skal have standset deres fløjraketter, som i særdeleshed Magnus Bramming er. 

TTH Holstebro – SAH bliver spillet i Gråkjær Arena søndag den 11. september klokken 18.30.