Lørdag den 25. september fløjtes op til sæsonens første hjemmekamp i Ceres Arena – og sikke et opgør at starte ud med! Det bliver nemlig sidste års Champions League sølvvindere Aalborg Håndbold, som skal køre den lange vej ned ad Stadion Allé mod den århusianske håndboldarena, hvor Skanderborg Aarhus drengene venter.
Aalborg Håndbold har de seneste sæsoner været den helt store magtfaktor i dansk håndbold. Det resulterede i sidste sæson i en international triumf med kvalifikation til Champions League-finalen mod Barcelona.
Holdet består af et stjernebesat mandskab med et utal af skandinaviske landsholdsspillere anført af Henrik Møllgaard og Felix Claar. Alligevel tabte Aalborg Håndbold overraskende til SønderjyskE i sæsonåbneren i Sønderborg, hvor det blev til et knebent 1-måls nederlag. Siden har holdet taget revanche og har hentet 6 point mod TMS Ringsted, Nordsjælland og KIF Kolding.
Skanderborg Aarhus kommer med fuld plade efter de tre første ligakampe. Senest måtte Lemvig-Thyborøn gå tomhændet hjem efter et 7-måls nederlag på hjemmebane – en kamp hvor målmand Salah Boutaf og den unge Jon Katballe for alvor stemplede ind i sæsonen.
Vi glæder os meget til at præsentere holdet for det håndboldglade, østjyske publikum på hjemmebanen i Aarhus, hvor det også bliver et gensyn med de tidligere Skanderborg Håndbold spillere Jonas Samuelson, Buster Juul og Benjamin Jakobsen, samt den tidligere Århus Håndbold profil Nikolaj Læsø.