På toppen af en fremragende første sæson i HTH Herreligaen forlænger SAH med cheftræner Nick Rasmussen frem til sommeren 2025.
”Nick Rasmussen passer rigtig godt til Skanderborg Aarhus Håndbold, som er funderet på talentudvikling kombineret med rutinerede kræfter. Det er enormt vigtigt, at en håndboldtræner anno 2022 er en ledelsesmæssig kapacitet, og person- og lederegenskaber vægtes højt, når man kigger på den position. Nick har udvist store menneskelige lederegenskaber såvel taktisk som pædagogisk,” siger adm. direktør i Skanderborg Aarhus Håndbold, Mads Lind.
”Overlæggeren er de sportslige resultater, vi har set i sæsonen 21/22. Samtidig har vi set en personlig og håndboldmæssig udvikling for samtlige spillere, som Nick har trænet de seneste sæsoner. SAH har et stort fokus på udvikling af spillere på og udenfor banen, hvor vi stræber efter at udvikle helstøbte mennesker, og her er Nick en kæmpe kapacitet.
Nick Rasmussen utrolig vellidt i hele klubben, og ingen er i tvivl om, hvem der sætter den sportslige retning. Nick er en stærk profil at have i klubben, og vi glæder os til at fortsætte samarbejdet”, slutter Mads Lind.
Nick Rasmussen ser frem til at videreudvikle på arbejdet med ligaholdet:
”Det var rimelig oplagt for mig at fortsætte i Skanderborg Aarhus Håndbold. En af de udslagsgivende ting har været, at klubben har rammerne til at skabe et konkurrencedygtigt ligahold. Det administrative og det sportslige harmonerer, og det professionelle set up udenfor banen giver optimale muligheder for at udvikle den position, vi er i.
Herudover er det vigtigt for mig, at jeg har et rigtig godt samarbejde med den sportslige ledelse bestående af sportschef Peter Bredal og direktør Mads Lind. Vi har en god kemi og fælles værdier, og vi er gode til at sparre med hinanden.
Det gode samarbejde med sundhedsstaben er også meget vigtig for mig, og her har vi flere specialister, som er nøglepersoner i det daglige arbejde med truppen. Det er bare et rigtig godt professionelt fundament, vi har i SAH.
Og så er det spændende at arbejde med den enorme talentmasse, der er i det østjyske, hvor vi håber løbende at kunne integrere en eller flere spillere i ligaholdet. Vi står med et spændende hold og et godt materiale, og det sammenholdt med de professionelle rammer og perspektivet i udvikling, er det afgørende for mig,” afslutter Nick Rasmussen, som altså fortsætter i SAH de kommende 3 sæsoner.