Der var kamp til stregen, da SAH-truppen onsdag aften mødte TTH Holstebro i Djurslands Bank Arena til årets første testkamp. Gæsterne fra Holstebro tog føringen fra start og straffede SAH-holdet for en række fejl. I anden halvleg fik SAH vendt kampen, som sluttede med en sikker hjemmebanesejr på 31-26.
Det var en kamp, hvor hele SAH-truppen kom i spil og fik testet niveauet efter en måneds kamppause. Cheftræner Nick Rasmussen var især tilfreds med det defensive spil i testkampen.
Sådan som vi skiftede og spillede var på mange måder allerede planlagt på forhånd. Vi skiftede meget så alle kom i spil, og vi fik testet nogle af de små ting, som vi har arbejdet med i vores 6-0 forsvar. Og så har vi særlig en angrebsstart, som vi fik nuanceret en smule på. Så grundlæggende gik det rigtig fint, men især vores 6-0 forsvar var rigtig godt i dag.
Selvom SAH-holdet kom lidt sløjt fra start på kampen, var cheftræner Nick Rasmussen overordnet meget tilfreds med kampen.
I første halvleg lykkedes det TTH Holstebro at lave en del mål på kontra. Jeg synes egentlig ,vi havde en fornuftig spilsikkerhed, men de små fejl vi lavede, var TTH Holstebro dygtige til at straffe os for. Jeg er meget tilfreds med vores 6 mod 6. Vi havde mange forskellige opstillinger i spil i dag defensiv, og der var ikke nogen, der faldt igennem, så grundlæggende gik det rigtig fint.
Næste træningskamp spilles fredag den 27. januar kl. 12:30, hvor SAH møder Ribe-Esbjerg i Ribe Fritidscenter.