SEJR OVER MORS-THY EFTER EN NERVEPIRRENDE AFSLUTNING

12. feb 2023

Det var en tilfreds cheftræner Nick Rasmussen, som kunne se tilbage på en velspillet kamp, der til trods for sikkert spil langt hen ad vejen bød på unødvendig spænding i de sidste minutter

Lørdag eftermiddag dannede en fyldt Sparekassen Thy Arena rammerne, da SAH på udebane mødte Mors-Thy for at tilkæmpe sig endnu to point til kontoen. Holdene fulgtes godt ad i starten, men efter stillingen 5-5 var det SAH, der kontrollerede spillet i første halvleg.

– Jeg synes, vi spiller en rigtig god første halvleg. Vores spil var meget kontrolleret og meget sikkert. Tingene fungerede i begge ender, hvormed vi løber fra dem og kan gå til halvleg foran 11-16.

De sidste 30 minutter bød på en god fight mellem de to hold, hvor SAH holdt afstand til Mors-Thy Håndbold langt ind i anden halvleg. Til trods for at SAH havde styr på spillet, blev det nervepirrende, da Mors-Thy Håndbold vælger at gå langt op i banen i slutningen af kampen.

– Vi har jo egentlig kontrollen i spillet langt hen ad vejen i anden halvleg, men alligevel bliver det lidt spændende, hvilket jeg synes er ærgerligt og unødvendigt.

Trods den rodede slutning på kampen er cheftræneren godt tilfreds med præstationen og meget glad for igen at have fået gang i målscoren.

Thomas Arnoldsen blev SAH-topscorer med 8 mål, mens Torben Petersen stod for 5 scoringer.

SAH-drengene spiller på hjemmebane igen allerede på tirsdag den 14. februar i Aarhus Arena, hvor SAH tager imod HC Motor fra Ukraine i European League. Kampen spilles kl. 18:45, og du kan købe billetter til opgøret her: https://billet.skanderborg-aarhus.dk

ARKIVFOTO: OLE NIELSEN