Sejr i en rodet kamp mod TMS Ringsted

11. dec 2021

14 kampe og 20 point på kontoen – det er status efter lørdagens sejr over TMS Ringsted på det orange halvgulv i Fælleden i Skanderborg. Det var Skanderborg Aarhus drengenes tredje sejr i streg.

Cheftræner Nick Rasmussen var på grund af karantæne ikke på bænken i dag. I stedet styrede assistenttræner Kenneth Jørgensen tropperne, og han evaluerede efterfølgende på kampen:

”Kampen løb ikke helt efter planen i første halvleg, hvor vi laver mange tekniske fejl og mister mange bolde i offensiven. Til gengæld står vi bundsolidt i forsvaret, og det bringer os på plus to mål ved pausen.

 

Ringsted følger godt med i starten af anden halvleg, men efter et kvarter giver vores hårde arbejde og udskiftninger bonus, og vi knækker dem. Det er tydeligt, at de ikke har ressourcerne til at følge med i den sidste del af kampen. Salah stod en god kamp med fine redninger, og da vi sætter Kristoffer Laursen ind, giver den indskiftning det forventede brud i kampen.”

Du kan læse mere om kampen – og genlæse hele live bloggen og kommentarer hos vores mediepartner Aarhus Stiftstidende.  

//

Næste hjemmekamp er lørdag den 18. december kl. 15.00 mod Ribe-Esbjerg i Skanderborg Fælleden. Køb billet til kampen her.