SAH har forlænget aftalerne med yderligere tre af klubbens unge talenter. Frederik Arnoldsen er allerede sikret, og nu drejer det sig om Thor Christensen, Lukas Goller og Magnus Vejsgaard, som alle er tilknyttet ligaholdet.
Peter Bredal, sportschef i SAH er utrolig glad for, at det har været muligt at lave aftaler om forlængelse med flere af SAH’s egne talenter, som er vigtige for klubben.
– De unge talenter fløj hurtigt fra reden i det gamle Skanderborg Håndbold og i det gamle Århus håndbold. I SAH arbejder vi på, at vi kan holde på dem lidt længere. Forlængelserne med Thor, Goller og Vejsgaard er eksempler på, at vi nu er i en position, hvor vi kan holde på de unge talenter længere, end vi tidligere har haft mulighed for.
Thor Christensen 2025
– Thor er en utrolig spændende spiller, som er inde i en rivende udvikling. Den blev godt nok lige sat på pause af hans skade i efteråret, men han er et kæmpe aktiv for os, ikke mindst i defensiven, hvor han kan dække både på 3er og 2er positionen. Det betyder, at han er rimelig fleksibel defensivt, og han er virkelig en af vores nøgleforsvarsspillere.
– I forrige sæson viste Thor også, at han bliver bedre og bedre angrebsmæssigt. Der er allerede et kæmpe potentiale, som er blevet udløst defensivt, og vi tror også på, at der er optræk på et stort potentiale offensivt.
– Vi håber på, at Thor bliver en dygtig tovejsspiller, som der bliver mere og mere behov for i moderne håndbold. Man skal helst ikke have alt for mange forsvars-/angrebsudskiftninger med hurtig midte. Så han er helt klart tiltænkt en rolle som tovejsspiller, slutter Bredal.
Lukas Goller 2025
– Lukas Goller er et af de helt store talenter i dansk håndbold. Vi så glimt af det i forrige sæson, hvor han blandt andet spillede to fantastiske kampe mod BSH, lyder det fra Peter Bredal.
– Uheldigvis har Lukas været ramt af skader, som i denne sæson blandt andet har betydet en skulderoperation, som har holdt ham udenfor siden efteråret.
– Vi tror på, at Lukas’ åbenlyse talent og potentiale kan udløses, når han om kort tid er tilbage på banen, og derfor har vi ikke tøvet med at forlænge med ham frem til 2025.
Magnus Vejsgaard 2024
Vejsgaard er i fuld gang med sin første sæson på liganiveau, og han er en af de drenge, som har suget en masse erfaring til sig.
Sportschef Peter Bredal har rosende ord til den unge spiller, som er i gang med sin første ligasæson.
– Vejsgaard har fået begrænset spilletid i denne sæson, men vi tror på, at det vil ændre sig næste år. Der er rigtig meget at bygge videre på, og han udvikler sig hele tiden under træningerne. Magnus har høstet en masse værdifuld erfaring tidligt i karrieren – ikke mindst en uvurderlig læring gennem deltagelse i vores europæiske kampagne.