SAH FORLÆNGER MED MORTEN BALLING

30. sep 2022

SAH er bygget op omkring udvikling af unge talenter, som særligt sker med hjælp fra de rutinerede spillere på holdet. Her er især Morten Balling et pejlemærke for de unge talenter, og det er blandt årsagerne til, at SAH og den rutinerede bagspiller forlænger til 2024.  

Morten Balling er en af de bærende kræfter på SAH-holdet. Han er afgørende, når det spidser til, og så taler hans statistikker for indeværende sæson for sig selv; nummer tre på topscorerlisten med 32 mål og en scoringsprocent på 72,7 pct. På straffekast er Balling Mr. 100 procent med 13 på 13, og så har han en MEP på 20,67. 

Sportschef Peter Bredal er meget glad forlængelsen med Morten Balling, som er et stort aktiv i klubben: 

Balling har vist, at han kan lave mange mål, men han har rigtig mange kvaliteter udover at være målscorer. Han spiller på et stabilt, godt niveau, og det er altid en sikker indsats, man får fra hans side. Derudover er han klog spiller, som ikke kun gør sig selv god, men han spiller også sine holdkammerater bedre.

Morten Balling har i det her halvandet år i det nye setup også haft en vigtig rolle uden for banen. Han er en de rutinerede kræfter, som er en fantastisk rollemodel for de unge talenter. Han har et godt værdisæt og er en god kulturbærer. Han en rigtig god læremester, både håndboldfagligt og i pejlingen omkring, hvordan man skal opføre sig og gebærde sig som professionel håndboldspiller.

For Morten Balling var beslutningen om at fortsætte i SAH nem at træffe: 

Jeg har forlænget med SAH, fordi jeg synes, det er et spændende projekt at være en del af. Det har gjort noget godt for hele Østjylland, at vi har det samarbejde omkring elitehåndbold. Og så synes jeg egentlig bare, at det er super fedt stadig at kunne spille håndbold, og at det kan være det, jeg primært lever af.

Talentudviklingen er helt klart en af grundene til, at jeg synes, det er sjovt at være her. Man får mange forskellige inputs, ung som gammel, og så synes jeg hele setuppet omkring klubben er rigtig godt.

Vi har to gode hjemmebaner i Skanderborg og i Aarhus, og vi mærker en positiv stemning i hele området. Der er tro på tingene, og det er godt at mærke som spiller.

Du kan se Morten Balling og resten af SAH-truppen på banen allerede i aften kl. 18.45, når der kæmpes om 2 point mod Nordsjælland i Ceres Arena.

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her