Cheftræner Nick Rasmussen giver første halvdel af sæsonen 21/22 et par ord med på vejen som optakt til næste kamp mod TTH Holstebro.
Vi er halvvejs gennem sæsonen 21/22, og Skanderborg Aarhus har sat sig solidt på 3. pladsen. Alle taler om, at det østjyske mandskab har overrasket ved at placere sig i toppen af ligaen i første sæson. Du er om nogen tæt på holdet og spillerne – er du overrasket?
Ja, jeg er positivt overrasket over den nuværende placering helt i toppen af ligaen. Det er en placering som især skyldes, at vi spillemæssigt har ramt et højere niveau end forventet på nuværende tidspunkt. Generelt er mange ting er faldet på plads hurtigere end forventet – som eksempel er Morten Hempel Jensen lynhurtigt blevet integreret i truppen, både via egen indsats og læringsparathed, men han har også fået en rigtig god modtagelse, hvor holdkammeraterne har været med til at skabe tryghed omkring hans opgaver på holdet. Derudover har det været kendetegnende for sæsonen, at vi har to rigtig gode målmænd, som supplerer hinanden på bedste vis. Det betyder meget at have en stærk sidste skanse. Generelt har vi mange spillere, som byder ind og tager ansvar. Det giver en bred trup og mange muligheder.
Du har tidligere nævnt, at vi skal arbejde på at være mere stabile i vores performance. De seneste 3 kampe har stået på tæt fight, hvor vi i sidste ende har trukket det længste strå og taget de to point. Har vi ramt det stabile niveau?
Nej, vi er der ikke helt endnu. Vores offensiv er pt. ikke tilfredsstillende. Vi så det senest i kampen lørdag i Fælleden, hvor vi har for stor fejlprocent i angrebet. Heldigvis står defensiven stærkt, og det kompenserer for de fejl, vi laver i den modsatte ende. Så vi skal bruge træningen og kampene her i december til at få en større sikkerhed og stabilitet i angrebsspillet.
Det blev til en komfortabel 6-måls sejr over TTH Holstebro på hjemmebane for cirka 1,5 måned siden. Hvad skal vi holde fast i fra den kamp?
Mange ting har ændret sig for TTH Holstebro siden kampen i oktober. Nikolaj Markussen er tilbage efter et skadesforløb, og truppen, som tidligere på sæsonen har været lidt amputeret, er kommet godt tilbage i en ny udgave i forhold til vores seneste opgør. De har markant flere strenge at spille på, end sidst vi mødtes, så det bliver en helt ny kamp.
Mads Kalstrup er fortsat ude med en skade. Mathias Smed fik en lille forstrækning i kampen i lørdags men forventes at være klar til tirsdag aften. Lasse Højgaard træder ind i truppen i stedet for Mike Haack, som fik en mindre skulderskade i kampen mod TMS Ringsted.
Kampen TTH Holstebro – Skanderborg Aarhus spilles tirsdag den 14. december kl. 19 i Gråkjær Arena i Holstebro. Skal du ikke selv ind og se kampen, kan du følge den på tophaandbold.dk eller på live blog hos vores mediepartner, Aarhus Stiftstidende.