Optakt til dagens hjemmekamp mod KIF Kolding

7. sep 2021

Hele truppen, stab og holdet bag glæder sig til at komme i gang med sæsonen. Vi håber, at de østjyske håndboldfans glæder sig lige så meget som os – både til at være tilbage på lægterne, til at støtte op om holdet og til at opleve håndbold, hvor det sker – i hallen og indenfor de 20 x 40 meter.

Vi har til træningskampene kunne mærke tilskuernes glæde ved at være tilbage i hallen, og de mange mennesker og larmen, der har fyldt, har været med til at bære holdet frem. Det har været fantastisk at opleve igen, og vi håber, det fortsætter sæsonen ud – for det er noget, vi absolut ikke vil være foruden.

Spillerne er rystet godt sammen efter spændende og lærerige træningsophold og -sessioner, som har budt på såvel fysisk som mental træning. Det har ikke kun været vigtigt for truppen, men også for alle omkring holdet efter alle de mange nye og spændende ændringer.

En del af de unge talenter – Hákun West av Teigum, Lasse Højgaard, Frederik Arnoldsen og Thomas Arnoldsen, har deltaget ved dette års U19-EM, hvor det blev til en flot 5. plads for Danmark, mens Hákun og Færøerne kvalificerede sig til næste års EM. Vi glæder os over de unge talenters udtagelser og den uvurderlige internationale erfaring og inspiration, som de kan profitere af fremover på håndboldbanen.

Truppen herhjemme har i perioden under U-19 EM været decimeret, men vi er kommet godt igennem træningskampe mod blandt andet Aalborg, GOG og Bjerringbro Silkeborg. Selvom resultaterne har været svingende i de seks testkampe, har holdet vist gode takter, som giver grobund for optimisme og tro på en god start på ligaen.

Dagens modstander er KIF Kolding, som er blevet et bredere funderet hold. På og udenfor banen har de skabt sig et stærkt fundament og en bredde, som såvel den tidligere Århus Håndbold-spiller Emil Jessen som den erfarne Jesper Meinby bidrager til. KIF Koldings helt store profil er stadig Peter Balling, som i adskillige sæsoner har gjort livet surt for mange keepere i ligaen.

Vi forventer, at dagens match bliver en jævnbyrdig affære, hvor det er vigtigt, at vi er særdeles omstillingsparate, da aftenens modstander benytter sig af flere forskellige strategier såvel defensivt som offensivt.

Sidst men ikke mindst glæder vi os til at give folk på tribunen en god oplevelse.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i Fælleden til første kamp i HTH Ligaen og til første sæson i Skanderborg Aarhus Håndbold.

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her