Lørdagens hjemmekamp i Ceres Arena bliver et spændende møde med HTH Herreligaens nummer 5, TTH Holstebro.
Cheftræner Nick Rasmussen og truppen er klar til dagens kamp:
”TTH Holstebro har gennem adskillige sæsoner været et etableret slutspilhold og et hold, som generelt har formået at skrabe en masse point sammen på trods af skader i truppen.
På playmaker-pladsen har Allan Damgaard fået sin anden (nogen vil sige tredje) ungdom, og ham skal vi holde godt øje med.
På tilskuerpladserne vil der være håndboldkræs for øjet i form af den uhyggeligt stærke venstre fløj Magnus Bramming, som på sine allerbedste dage kan dreje bolden ind helt nede fra skarpeste hjørne. Det siger alt om det meget høje niveau i dansk landsholdshåndbold, at en spiller af hans kaliber ikke er med i den trup.
Vi skal forsøge at pille TTHs stærke defensiv styret af Jonas Porup fra hinanden. Vi skal fastholde og dyrke vores 6 mod 6 offensiv, og i forberedelserne op til kampen skal vi med småjusteringer gøre vores defensiv endnu mere effektiv.”
Skanderborg Aarhus Håndbold byder velkommen til sponsorer, fans, frivillige og ikke mindst til TTH Holstebro. Vi glæder os til en god kamp og spændende fight i 9. runde af HTH Herreligaen.