NICK RASMUSSEN: VI SKAL HOLDE ØJE MED TURCHENKO

31. okt 2022

En flot debutsejr i European League over makedonske Eurofarm Pelister skal tirsdag aften følges op i Düsseldorf, hvor det ukrainske hold HC Motor tager imod SAH.

HC Motor hører normalt til i byen Zaporizhzhia i det sydlige Ukraine, men klubben har grundet den russiske invasion fået ophold i Düsseldorf og den tyske 2. Bundesliga, hvor de indgår på lige fod med de øvrige 19 hold, dog uden at deres resultater får indflydelse på holdenes placering i turneringen.

HC Motor fik en forventet svær start mod favoritterne Füchse Berlin, hvor det blev til et 11-måls nederlag. Ukrainernes topscorer blev den unge venstre back Ihor Turchenko, som nettede ni gange i kampen og er det helt store omdrejningspunkt på holdet.

SAH løb ind i et nederlag til Skjern i den hjemlige liga, men cheftræner Nick Rasmussen hæfter sig ved, at rigtig mange ting er ved at falde på plads i vores spil.

Vi har en god rytme på holdet i øjeblikket. Det udmønter sig i, at vi har nemmere ved at spille os til chancer, og samtidig viser vores defensiv positive takter.

 

Vi bliver selvfølgelig matchet hårdt de næste kampe, men sådan er gamet jo.

Kampene, både i den hjemlige liga og i Europa, ligger tæt efter hinanden de næste uger, og det gør, at forberedelserne er lidt anderledes end normalt.

Når man spiller mange kampe på en uge, så har jeg hele tiden gang i forberedelserne til i hvert fald to kampe. Kampen mod HC Motor havde jeg forberedt allerede i sidste uge, og nu er jeg i gang med BSH-kampen på fredag. Der går ikke lang tid, fra vi lander i Østjylland, til vi skal have næste taktikmøde.

Lige foran os står næste gruppekamp i European League, og den glæder vi os til. Det er altid spændende at skulle spille i udlandet, slutter cheftræneren.

EHF European League-kampen HC Motor – SAH spilles tirsdag den 1. november kl. 18.45. Kampen kan følges live på Viaplay.

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her