NICK RASMUSSEN: VI FORMÅEDE IKKE AT VIPPE DEN OVER PÅ VORES SIDE 

22. dec 2022

Det blev aldrig helt vores kamp i Blue Water Dokken onsdag aften. Der var ellers god opbakning til SAH-holdet, som kunne spille til lyden af flere en 100 medrejsende fans. 

Kampen startede tæt, men Ribe-Esbjerg lykkedes med at spille sig igennem et SAH-forsvar, som var en skygge af sig selv. Det blev der rettet op på efter pausen, hvor det var et helt andet SAH-mandskab, som viste sig frem. Efter 45 minutters spilletid var kampen helt lige. Som de seneste kampe mod Ribe-Esbjerg var der spænding helt til sidste fløjt. Desværre trak hjemmeholdet sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 29-28. 

Det var en ærgerlig cheftræner, som efterfølgende evaluerede på kampen. 

– Jeg glæder mig over vores comeback, men jeg ærgrer mig over, at vi spillede en meget svingende første halvleg, hvor vores forsvar ikke hang sammen. Det fik vi mere styr på i anden halvleg. Så oplever jeg, at vi spillede relativt godt angrebsspil i det meste af kampen. Men i anden halvleg kom vi til at hænge fast, og det fik vi ikke løst.

– Generelt lykkedes vi ikke med ret mange ting i starten af kampen, men så lykkedes vi i anden halvleg. Desværre formåede vi ikke at vippe den over på vores side. 

Der skal lyde en kæmpestor tak til de mange medrejsende fans, som havde taget turen til Esbjerg og massivt støttede holdet til sidst fløjt. 

//

Nu går truppen på en velfortjent juleferie og vender stærkt tilbage på træningsbanen i januar. 

Næste hjemmekamp spilles den 7. februar, når vi tager imod HC Eurofarm Pelister i EHF European League. Du kan allerede nu købe billetter her.

 

Arkivfoto: Matti Kronborg