NICK RASMUSSEN: Det handler om at være helt skarp til alle kampe

19. apr 2022

Slutspillet banker på døren for Skanderborg Aarhus Håndbold, når vi onsdag aften tager til Silkeborg for at møde Bjerringbro- Silkeborg Håndbold.

Klokken 18:00 onsdag går det igen løs efter en kort påske- og landsholdspause, hvilket cheftræner Nick Rasmussen ser frem til.

Vi glæder os helt vildt til slutspillet. Vi har forsøgt at runde grundspillet godt af, og det synes jeg, vi fik gjort fint sidst mod BSH. Så nu ser vi selvfølgelig frem til seks finaler.

 

Det handler også om at være god til at omstille sig, fordi nogle af kampene kommer tæt på hinanden. De første kommer for eksempel både onsdag og søndag, så det gør, at vi ikke altid kan bruge så meget tid på at evaluere tingene, hvorfor det nogle gange kommer til at handle om at komme hurtigt videre fra kampene.

 

Det handler om at være helt skarp til alle kampe, fordi alle hold og spillere får lige to-tre procent ekstra, når der står slutspil på menuen.

De to mandskaber stod også overfor hinanden i sidste runde af grundspillet, hvor Skanderborg Aarhus Håndbold sikrede sig en flot sig i Fælledhallen i Skanderborg på 26-20.

Den præstation var cheftræneren stolt af og glad for, hvorfor han håber, at holdet kan ramme nogle af de samme ting.

Vi skal forsøge at holde fast i de ting, som fungerede sidst. Men vi er også forberedt på, at BSH har kigget på de ting, der skete ved den lejlighed. Vi arbejder koncentreret med nuancerne i spillet frem imod onsdag, men det er ikke decideret fokuseret på BSH-kampen. Det handler mere om en løbende udvikling af os selv.

Slutspillet åbnes for Skanderborg Aarhus Håndbold på udebane, hvilket betyder, at holdet ikke kan forvente den samme store opbakning, som vi er vant til at få på hjemmebanerne i Skanderborg og Aarhus.

Der er selvfølgelig en forskel, når man har 2500 tilskuere imod sig, hvor vi sidst havde hele hallen med os. Men den mentale parathed skal vi skabe i dagligdagen, og en stor del af at føle sig klar til kamp er at være godt forberedt på den opgave, der venter, afslutter Nick Rasmussen.

Bjerringbro-Silkeborg vs Skanderborg Aarhus spilles onsdag den 20. april kl. 18.00 i Jysk Arena i Silkeborg. Du kan følge kampen på vores sociale medier og på liveblog hos vores mediepartner, Aarhus Stiftstidende. Kampen vises desuden direkte på TV2 Sport med optakt fra kl. 17.50.