NEDERLAG TIL LEMVIG-THYBORØN EFTER EN NERVEPIRRENDE AFSLUTNING

6. apr 2022

Det blev aldrig til den aften, vi havde håbet på i Fælleden i Skanderborg tirsdag aften. Lemvig – Thyborøn Håndbold var på besøg, og gæsterne kunne gå derfra med en sejr på 27-29.

Skanderborg Aarhus Håndbold startede kampen flot både offensivt og defensivt, men efter en svær afslutning på første halvleg stod der 11-15 til udeholdet i pausen.

Selvom det var en skuffende kamp for cheftræner Nick Rasmussen, tager han også få gode ting med videre.

Jeg er ærgerlig over resultatet, men jeg er også positiv over, at vi får lavet et fint comeback i anden halvleg, hvor vi kommer ud med en anden energi, siger Nick Rasmussen.

Skanderborg Aarhus Håndbold gik i 7 mod 6 i store dele af anden halvleg og viste gode takter i den del af spillet, men der var en vigtig faktor, som manglede denne aften i Fælledhallen.

Det blev et problem for os, at vi ikke får lavet nogle lette mål. Jeg tror kun, at vi laver et kontramål hele kampen, fortæller Nick Rasmussen, der trods den store skuffelse må indrømme, at udeholdets sejr ikke var ufortjent.

 

Det irriterer mig selv selvfølgelig, at vi ikke får trukket et point eller to med hjem til sidst, men i sidste ende må vi indrømme, at det var fortjent, at det var Lemvig, der vandt, hvis der skulle være en vinder af kampen, mener cheftræneren.

På lørdag går det igen løs på Fælleden i Skanderborg, hvor Bjerringbro-Silkeborg Håndbold er gæster.

En flot start på året har fået sine første store bump på vejen med to nederlag i træk, og det er nu, Skanderborg Aarhus-holdet skal finde tilbage til det gode spil, inden slutspillet står for døren.

Vi har haft flest gode perioder i den her sæson, og nu rammer vi lidt en svær en, så vi skal finde tilbage til de takter til slutspillet, siger Nick Rasmussen og fortsætter.

 

Men det er også vigtigt at sige, at jeg er glad for udtrykket i anden halvleg, som var helt anderledes end i Skive i fredags, og vi var tæt på at lave et flot comeback, så vi skal også se på de ting, vi kan tage med videre fra i dag.

Man of the Match blev Thomas Arnoldsen, der scorede seks mål i opgøret.

SAH-BSH spilles lørdag den 9. april klokken 15.30, og inden da er der Legendekamp mellem tidligere Århus- og Skanderborgspillere. Den kamp starter klokken 14.15.

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her