KRISTIAN BONEFELD FORLÆNGER MED 2 ÅR

23. nov 2021

En sikker mand på holdkortet. Den spiller, som får tandhjulene til at køre rundt i maskinrummet. Håndboldens svar på William Kvist og Christian Poulsen.

Superlativerne står i kø, når snakken falder på forsvarskrumtappen Kristian Bonefeld. Og nu kan det østjyske håndboldpublikum glæde sig over, at den sympatiske og erfarne spiller har forlænget aftalen med Skanderborg Aarhus Håndbold for yderligere to år frem til sommeren 2024.

På trænerbænken er der stor tilfredshed hos cheftræner Nick Rasmussen:

”Når Kristian har valgt at forlænge, så er det velovervejet og gennemtænkt, og jeg er meget glad for, at det er lykkes klubben at få en aftale på plads med ham.

 

Kristian er meget systematisk og struktureret i alt, hvad han foretager sig, og dermed også seriøs i tilgangen til sit spil og sin rolle på holdet. Han er en detaljeorienteret elitesportsmand, som er en vigtig brik på holdet, hvor han er eksponent for klubbens værdisæt og høje præstationsniveau.

 

Spillemæssigt kan Kristian løse mange opgaver på et hold, og det gør han i Skanderborg Aarhus, hvor han defensivt kan dække alle fire pladser i midterblokken, og samtidig er en virkelig god playmaker i vores kontrafase. Offensivt har han udviklet sig til at kunne yde angrebsindsatser, som kan være afgørende for en kamps udfald.

 

Der er ingen tvivl om, at Kristian fremover vil få en større og større rolle både på og udenfor banen.”

Glæden over aftaleforlængelsen er gensidig hos Kristian Bonefeld:

”Nu har det her projekt med Skanderborg Aarhus Håndbold været i gang i et halvt år, og jeg synes, det går rigtig, rigtig godt, og det vil jeg gerne fortsætte med at være en del af. Vi deler mange af de samme værdier og ambitioner, og jeg ser, at klubben udvikler sig, og det føler jeg også, at jeg selv gør.

 

Det betyder, at min rolle på holdet ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre og får mere erfaring. Det er helt naturligt, at jeg også får mere ansvar, spillemæssigt og kommunikativt.”