KOM TÆTTERE PÅ: TORBEN PETERSEN

17. nov 2022

Navn: Torben Petersen

Alder: 29 år 

Personlig sponsor: Jytas A/S

Torben P. kommer fra en håndboldfamilie, hvor begge hans forældre har spillede meget håndbold, så han har altid været i hallen og syntes, at der var sjovt. Torbens mor var faktisk også træner for ham, da han var lille, og senere havde han sin far som træner. 

Han startede med at spille i Højer og kom senere til Møgeltønder, som er en del af TM Tønder. Derfra udviklede Torbens sit spil, og han rykkede teltpælene op og flyttede til Aarhus for at spille i Odder. I 2014 kom Torben til Århus Håndbold, hvor han fik ligadebut. Han havde seks år i klubben, inden han skulle ud og prøve at spille i udlandet, hvor han havde et år i franske Istres. Derefter var Torben klar til at komme tilbage til Danmark, og han skiftede til Ribe-Esbjerg, hvor han ligeledes havde et år, inden han kom til SAH i denne sæson. 

Torben bor i hus i Åbyhøj med sin kæreste og deres lille pige. Han nyder at være vendt hjem til det østjyske. Torbens livret er tapas – han synes, det er hyggeligt at sidde lidt længere tid over maden og hygge med det. Han er dog også stor fan af det italienske køkken. Du kan altid finde mælk i Torbens køleskab. Han skal nemlig have sin skål havregryn om morgenen. 

Når ikke Torben bruger tid på håndbold, så nyder han tiden med sin datter. Han har tidligere studeret og har en kandidat i erhvervsøkonomi, som kan komme i spil på et senere tidspunkt. Lige nu nyder han bare at være håndboldspiller, og den tid han har med familien.

Forventninger til sæsonen

De er store. Jeg synes, det ser spændende ud også nu, hvor vi spiller europæisk. Så skal vi gøre det så godt som muligt der og se, om vi kan komme videre fra gruppespillet. I ligaen skal vi med i slutspillet og gerne få en semifinaleplads, hvis det kan lade sig gøre. 

 

3 sjove om dig

Vi har en meget stor familie, så når vi skal holde julefrokost, er vi næsten nødt til at leje en idrætshal, fordi vi er så mange. Hvis alle kommer, så kan vi være en 70-75 mennesker. 

Jeg er vokset op på en gård, så jeg er god til at køre traktor og bakke med vogne. 

Som U10 eller U12 havde jeg en sæson som målmand, men jeg synes ikke, at det var det sjoveste at være derinde, så året efter skulle jeg ud på banen igen.  

 

Fedeste håndboldoplevelse

Jeg vil næsten sige, at den kom i første EHF Europa League kamp, da vi spillede i Bitola mod Pelister. Det var en fed oplevelse. Da vi kom ind til fansene, var det vildt. Og det, at vi vinder dernede, gjorde det endnu federe. Der var så meget piften fra tilskuerne, og de stod op råbte, og vi kunne ikke høre, når der var timeout. At vi så alligevel leverer så god en indsats og tager to point med hjem, det var fedt. 

 

Dine rolle på holdet – hvad skal du bidrage med?

Jamen, det er lidt forskellige ting. Blandt andet på skuddet angrebsmæssigt, men også forsvarsmæssigt hvor jeg dækker meget på toeren, og jeg skal få stabiliseret spillet og give lidt ro til et ungt hold. Hvis det måske ikke lige kører, så kan de kigge min vej, og jeg kan dele ud af min erfaring. 

 

Nævn tre personligheder inden for håndboldens verden, som du har ladet dig inspirere af – det kan være en træner, en medspiller eller en modspiller.

Morten Mose, som var i Tønder. Han havde mange forskellige opgaver. Jeg havde nogle ekstra træninger med ham, da jeg gik på handelsskolen. Han havde mange gode fifs og tricks på de små ting, som afleveringsteknikker og sådan noget. Så han har måske inspireret mig lidt på, hvordan jeg har mine afleveringer og mit skud. Så jeg tror, at jeg vil nøjes med at nævne ham.  

  

Har du altid kun dyrket håndbold, eller har du dyrket andre sportsgrene?

Jeg har spillet en del fodbold, og så har jeg gået til badminton og bordtennis. Til sidst vandt håndbold, fordi det var det, jeg var bedst til, og det jeg kunne drive længst. 

 

Har du et idol – ikke nødvendigvis håndboldspiller. Hvem? Hvorfor?

Da jeg var mindre, var det Mikkel Hansen. Det er det stadigvæk, fordi han kan så mange ting. Dengang han lige kom frem i GOG, var jeg stor fan af ham. Det er sjovt, at jeg så selv er nået dertil, hvor jeg kan spille mod ham.

 

Hvad er dit personlige mål inden for håndbold?

Jamen, det er vel bare at dygtiggøre mig så meget som muligt og se, hvor langt det rækker. Og at jeg har givet det alt det, jeg kunne, så jeg ikke kan se tilbage på noget, jeg fortryder. 

 

Følger du generelt med i sport? Ser du de andre ligakampe?

Ja, det gør jeg. Nu sagde jeg også, at jeg selv har spillet lidt badminton, men jeg kan godt lide at se badminton også. Nu har vi så mange dygtige danske badmintonspillere, så det er virkelig topkampene, man kan se der. Og så følger jeg også med i håndbold og ser de andre ligakampe, når det lige passer ind. Jeg følger ikke med i fodbold – det ser jeg ikke så meget af.  

 

Har du et kælenavn blandt familie og venner?

Torben P.  

 

Hvad er det bedste ved SAH-holdet?

Det er, at der er et rigtig godt sammenhold. Vi er virkelig en homogen trup. Og så er der en rigtig god træningskultur. 

 

Har du et ritual i forbindelse med kamp?

Nej, det har jeg faktisk ikke. Det skal ikke være så fast – jeg har ikke noget, jeg skal gøre. Men jeg vil gerne spise på de nogenlunde rigtig tidspunkter i forhold til kampen. Men det er ikke sådan, at jeg skal spise noget bestemt, eller at jeg har en aller anden guide, jeg følger.  

 

Hvilken ting om dig, ville overraske folk at høre

Det er nok, at jeg snakker sønderjysk til dagligt. Min kæreste er også fra Sønderjylland, så vi snakker sønderjysk derhjemme. Jeg ved da også, at nogle af de andre fra holdet synes, det er lidt sjovt, når jeg snakker i telefon med hende, eller hun er her i hallen. 

 

5 hurtige;

Skiferie vs badeferie

Badeferie. Jeg har aldrig prøvet at stå på ski

Løbetræning vs styrketræning

Styrketræning

Hund vs kat

Hund

Sms vs opkald 

Opkald

Facebook vs Instagram

Instagram, tror jeg

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her