Skanderborg Aarhus holdet kom lidt langsomt ud af starthullerne i udebanekampen mod Ribe-Esbjerg i Blue Water Dokken i Esbjerg lørdag aften. Efter en lige start begyndte vestjyderne at trække fra, og hjemmeholdet gik til pausen med en 15-12 føring.
Cheftræner Nick Rasmussen erkendte, at holdet ikke ramte den rigtigt i kampens start:
”Vi kæmper hele første halvleg med et ramme noget defensivt. Vi havde det især vanskeligt med at styre Jonathan Mollerup de første 30 minutter, men det får vi styr på i anden halvleg.”
Angrebet fungerede heller ikke optimalt, og de ellers scoringsflittige østjyder nettede kun 12 gange i første halvleg:
”Offensivt spiller vi nok lidt bedre end de 12 mål, vi gik til halvleg med, viser. Vi tilspiller os nogle gode chancer men får ikke scoringerne,” siger Nick Rasmussen, og fortsætter med at pege på kampen positive islæt:
”Allan Toft kommer ind og spiller meget stærkt. Det var en fantastisk indsats, han leverede i dag.”
”Jeg synes også, Jon Katballe kommer ind og følger op på den flotte kamp mod GOG og leverer også rigtig godt i dag, såvel defensivt som offensivt.”
”Vi skaber nogle gode forudsætninger for et spændende opgør næste lørdag i Ceres Arena. Uagtet udfaldet af kampen i morgen mellem BSH og GOG, så er vi i den situation, at vi selv kan afgøre det.”
”Vi varmer op med en pokalkamp på tirsdag mod Hjallerup, men ellers skal vi bruge ugen på at gøre truppen helt klar til mødet med BSH,” slutter cheftræneren.
Morten Hempel Jensen blev endnu engang kampens topscorer med 7 mål.
Kæmpe tak til de mange medrejsende tilskuere, som havde taget den lange tur til vestkysten, og med larm og jubel sikrede en flot opbakning til spillerne på banen.
Næste hjemmekamp er lørdag den 14. maj kl. 16.00 i Ceres Arena i Aarhus.