– Jeg er møgærgerlig over, at vi ikke tager begge point.
Således evaluerede cheftræner Nick Rasmussen efter opgøret søndag aften i Gudme, som sluttede med cifrene 31-31. Det blev en vanvittig håndboldkamp i en brandvarm Phønix Tag Arena, hvor de 1.500 tilskuere nærmest var med på banen.
– Jeg synes, det var en rigtig flot håndboldkamp. Der var virkelig kvalitet i vores defensiv, og vores angrebsspil havde et højt niveau.
Generelt er jeg tilfreds med præstationen, og det er absolut ikke hver dag, at nogen henter point hernede i Gudme. Så det er et fint resultat.
Men det er en ambivalent følelse. Vi fører hele kampen, og så skulle vi selvfølgelig gerne have haft begge point med hjem til Østjylland. Som kampen udvikler sig, er det rigtig ærgerligt, at vi ikke får den lukket.
Nick Rasmussen slutter af:
– Vi har haft en februar måned med seks kampe og 10 point, og det er ikke helt skævt.
Stort tak til de medrejsende tilskuere, som fik pulsen op søndag aften i den tætpakkede hal i Gudme, hvor begge hold leverede en fantastisk håndboldkamp.
Thomas Arnoldsen blev topscorer for SAH med 10 mål.
Læs mere om kampens forløb hos vores mediepartner Aarhus Stiftstidende.
Arkivfoto: Martin Gorritzen