Vi tog til Silkeborg med håb om revanche fra Santander Cup kvartfinalen, men det lykkedes desværre ikke og Bjerringbro-Silkeborg stod endnu engang med en sejr efter 60 minutter.
Bjerringbro-Silkeborg startede kampen som lyn og torden og hurtige scoringer. Efter mindre end 5 minutters spil får Lars Skaarup kampens første udvisning, Et minut senere får Morten Jensen sin første udvisning, og ved 8. minut må Mathias Smed også en tur på bænken i 2 minutter. Efter 10 minutters spil, hvor 6 af dem har været spillet i undertal, er stillingen 8-3.
Det så sort ud, og da de medrejsende tilskuere troede, at nu kunne det ikke blive værre, får Morten Jensen sin 2. og 3. udvisning og dermed rødt kort efter blot 12 minutters spil.
Drengene graver dybt, forsvaret får godt fat, og holdet haler ind på BSH-føringen. Thomas Arnoldsen lukker første halvleg med en scoring på frikast i de sidste sekunder, og pausestillingen er 13-13.
I anden halvleg kommer Skanderborg Aarhus holdet markant bedre fra start. Lukas Goller bringer fornyet energi ind i angrebet med gode aktioner, gå-på-mod og mål, og også Mathias Bitsch kommer godt fra start i kampens anden fase. Forsvaret har efter de mange udvisninger i første halvleg også fundet et mere stabilt leje, og det kan ses på målscoren, som efter 43 minutter er 22-22.
Alt tegner godt, drengene har kæmpet sig tilbage, der bliver gået til den i angrebet og forsvaret får sat nogle gode tacklinger. Men i det 44. minut får Kristian Bonefeld en dyr udvisning, og så tipper kampen til Bjerringbro-Silkeborgs favør.
Det var tydeligt at se, at viljen var der. Skanderborg Aarhus kæmpede bravt, men det var desvære ikke nok, og kampen sluttede med en sejr på 34-29 til hjemmeholdet.
Cheftræner Nick Rasmussen er forståeligt ærgerlig efter kampen:
Udfaldet af dagens kamp handlede i bund og grund om, at vi de sidste 30 minutter ikke kunne følge op på de gode defensive takter, vi sluttede 1. halvleg med. Det blev afgørende for kampens resultat, at vi var udfordret i defensiven, især i anden halvleg. Og så fik de mange udvisninger og Morten Hempel Jensens røde kort efter 3. udvisning selvfølgelig betydning og gav os et anderledes afsæt.
Angrebsmæssigt er vi godt med, og jeg glæder mig især over, at Lukas Goller kommer ind og leverer en pragtpræstation.
Mathias Bitsch og Morten Balling deler topscorertitlen for Skanderborg Aarhus med 7 mål.
/
I dag var desværre ikke sejrens dag, men det var sidste kamp i den pink spillertrøje. Udvalgte spilleres trøjer er nu at finde inde på Odendo, hvor det er muligt at byde på trøjerne frem til den 1. november. Trøjerne sælges til højestbydende, og alle indtægter går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses kampagne, Støt Brysterne.
/
Næste kamp er lørdag den 23. oktober, hvor vi hjemme tager imod TTH Holstebro. Kampen spilles kl. 15:00 i Ceres Arena, og du kan sikre dig din billet her.