Det var et vaskeægte topopgør tilskuerne i Ceres Arena var vidner til tirsdag aften.
Fredericia havde forrige uge overtaget 3. pladsen fra Skanderborg Aarhus Håndbold, men den plads generobrede østjyderne i en stemningsfyldt Ceres Arena.
Skanderborg Aarhus-drengene kom fint fra start, men efter 11 minutters spil havde Fredericia klart overhånden. Kristoffer Laursen, som startede i målet, skiftede her sig selv ud, og Salah Boutaf kom på banen. Der kom et par redninger, men ikke nok til at bringe Skanderborg Aarhus i front. Der var ikke den store stabilitet i hverken angreb eller forsvar, og efter 20 minutters spil var stillingen 8-14. Nick Rasmussen tog her sin anden timeout, og det gav et mærkbart udfald. Skanderborg Aarhus-holdet fik kæmpet sig lidt tilbage i kampen og kunne gå til halvleg med stillingen 13-16.
Anden halvleg startede som lyn og torden. 40 sekunder inde havde Thomas Arnoldsen scoret, og få minutter efter tilkæmpede Morten Balling sig et straffekast, som Morten Jensen omsatte til et mål. Blot to minutter efter scorede Hakun Teigum det første af 3 hurtige mål, og Skanderborg Aarhus havde spillet sig op til en stilling på 19-20 efter 38 minutters spil.
De 3 hurtige fra Hakun Teigum sendte publikum i ekstase, og stemningen ramte et helt nyt niveau. Med et kvarter tilbage var det dog, som om de dårlige takter fra første halvleg var på vej tilbage, og Nick Rasmussen fik hurtigt taget en timeout, da 7 mod 6 spillet kostede for meget. Lukas Goller kom ind efter timeouten og tilførte ny energi til 7 mod 6 spillet, og Skanderborg Aarhus drengene virkede ikke som om de var til at stoppe. Selvom Fredericia kom tæt på, formåede Skanderborg Aarhus at holde afstand og holde fast i deres føring. Med 1 minut og 40 sekunder igen scorede Morten Jensen, og Salah Boutaf kom med den redning, der for alvor lukkede opgøret. Thomas Arnoldsen stod for aftenens sidste scoring, og kampen sluttede med stillingen 35-32.
Efter slutfløjtet gav cheftræner Nick Rasmussen kampen et par ord med på vejen:
– Det var en voldsomt svær start for os, hvor Bonefeld hurtigt går ud, og det lykkedes os kun lige at komme lidt tilbage i kampen inden pausen.Vi var ikke i nærheden af noget de første 20 minutter. Vi dækker lidt bedre op i anden halvleg, og tre ud af 15 Fredericia-scoringer var på tomt mål.
Vi får gang i de unge spillere – Hakun leverer rigtig flot og Salah laver et godt indhop. Goller kommer ind på et rigtig svært tidspunkt og spiller som om, han ikke har lavet andet hele sit liv. Thor spiller 60 minutter og får kun luft under timeout. Og så er det hele krydret med indsatsen fra the grand old man, Morten Balling, som førte an med 10 mål, og Morten Jensen, som virkelig bruger sin erfaring med 7 mod 6 konstellationen.
Det var et vanvittig flot comeback.
Publikum i hallen kommer virkelig med og skaber en fantastisk stemning. Jeg kan kun håbe, at det ansporer endnu flere tilskuere til at kigge forbi, når vi spiller mod TMS Ringsted i december i Fælleden, slutter Nick Rasmussen
Efter 12 kampe har vi 16 point og dermed har vi generobret 3. pladsen i HTH ligaen.
Morten Balling blev kampens topscorer med 10 mål, og Morten Jensen blev kåret til kampens spiller.
Morten Jensens personlige sponser er a.Hartrodt og blomsterne han fik overrakt er fra Clarina Blomster Aarhus C.
/
Næste hjemmekamp er i Skanderborg Fælleden lørdag den 11. december kl.15:00. Du kan sikrer dig billetter til opgøret mod TMS Ringsted lige her.