FORMIDABEL START PÅ DET EUROPÆISKE EVENTYR

26. okt 2022

– Det var sgu fedt. Det var vanvittigt.

Cheftræner Nick Rasmussen var træt og imponeret efter EHF European League kampen mod HC Eurofarm Pelister i en glohed Sports Hall Boro Čurlevski i Bitola, hvor hjemmepublikummet skabte en forrygende kulisse.

Det var nærmest umuligt at kommunikere, og man bruger rigtig megen energi. Men det er på en positiv måde, og man bliver kun inspireret under kampen i så fantastiske rammer, fortsætter cheftræneren, som også sætter ord på kampens forløb.

Vi får en lidt svær start og kommer bagud, men vi får relativt hurtigt kontakt igen. Salah står jo formidabelt på kassen, og i defensiven får Bonefeld, Frederik og Mousing styr på aftalerne. Jeg er meget tilfreds med det defensive arbejde i dag.

Angrebsmæssigt producerer vi også rigtig mange chancer, og vi har en god rytme i offensiven, men vi laver altså også uhørt mange tekniske fejl i løbet af kampen. Det får vi heldigvis rådet bod på, og så kommer Kristoffer Laursen jo også ind og stepper op på det helt rigtige tidspunkt. Og så er der jo ild i Hákun i dag.

Netop Hákun West av Teigum blev kampens topscorer med 11 mål på 13 forsøg.

SAH-truppen rejser tidligt onsdag morgen retur mod Østjylland, hvor der allerede fredag aften venter en vigtig ligakamp mod Skjern. Kampen spilles kl. 19 i Ceres Arena, og billetter kan købes her.

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her