SAH-truppen leverede en suveræn kamp mod Ajax København i 1/8-finalen, hvor det blev til en sejr på 36-28. Nick Rasmussen roser kampens kulisse i Bavnehøj Hallen, som han beskriver som et legendarisk håndboldsted i midten af Storkøbenhavn.
SAH sad på kampen fra første fløjt og var dominerende gennem hele kampen.
Jeg er egentlig godt tilfreds med sådan, som vi fik afviklet den kamp. Vores første halvleg var gennemført, og så kom der nogle ridser i lakken i anden halvleg, men det er jeg egentlig meget afklaret med og tager meget afslappet. Vi fører 20-12 ved halvleg, og så er kampen ligesom afgjort.
Cheftræneren fremhæver især defensiven efter sejren, som sikrede en plads i kvartfinalen.
Salah står en fin kamp i dag. Og så synes jeg faktisk, at Bone og Thor sætter det godt sammen i det defensive i starten af kampen. Det er med til at skabe fundamentet for det forspring, vi går til halvleg med.
Torben Petersen var ikke i aktion i kampen, men Nick Rasmussen og staben er fortrøstningsfulde. Nu ser holdet frem mod nogle gode træningspas med fuld fokus frem mod turneringsstart.
Vi undlod at sætte Torben i spil med hans ankelskade. Vi tror på, at et par ekstra dages pause gør, at han er fuld tilbage på træningsbanen fra lørdag af. Han kunne godt have spillet i dag, men der var ikke nogen grund til at tage unødige risici, hvis vi kunne håndtere det uden hans tilstedeværelse i matchen. Nu skal vi lige have et par træningspas her op til weekenden, og så er vi klar til at gå ind i en ny uge og kigge frem mod første turneringsrunde.
Topscorer hos SAH blev Thomas Arnoldsen med 7 mål.
Øvrige målscorere:
Jonatan Mollerup 6, Morten Hempel Jensen 6, Lars Mousing 4, Anton Bramming 4, Hákun West av Teigum 3, Morten Balling 3, Lars Skaarup 1, Thor Christensen 1, Salah Boutaf 1.
Ajax København målscorere:
Rasmus Graffe 5, Jacob Mikkel Hansen 5, Villads Raahauge Jensen 4, Andreas Pihl 3, Mads Bro Sørensen 3, Leivur Mortensen 2, Christian Nim 2, Mathias Hedegaard 1, Brandur Halgirsson 1, Johan Thesbjerg Kofoed 1, Jonas Hald Christensen 1.
Den 2. september går det løs igen, når SAH-drengene skyder ligasæsonen i gang med en udekamp mod Fredericia HK. Kampen spilles i thansen Arena klokken 18.30.