I en tidligere kamp i sæsonen talte denne journalist med Skanderborg Aarhus’ cheftræner Nick Rasmussen.
Konkret blev cheftræneren spurgt ind til hans bagspillere og deres indsats.
Han roste dem, men kunne alligevel ikke dy sig for at afslutte med en: “Det kan godt være, det ikke er så interessant for pressen, men Mike Haack spiller altså rigtig godt”.
Og det gør han. Mandag aften spillede han sin måske bedste kamp i sæsonen, da han vendte hjem til Sjælland og imponerede med otte mål i en Skanderborg Aarhus-sejr på 31-29 mod Nordsjælland Håndbold.
– Det er altid rart at spille en god kamp, og otte mål er ikke så tit. Det gør busturen hjem lidt sjovere, og der er mange ting, som lykkes i dag, siger Mike Haack.
En knægt af egen avl
Han er et produkt af Shea, akademiet i Skanderborg Håndbold, selvom han oprindeligt kommer fra det østsjællandske. Stille og roligt er han blevet 25 år, og han har i høj grad kæmpet sig ind som førstevalg på højre fløj efter Jonas Samuelssons skifte til Aalborg sidste år.
Han har godt nok færøske Hákun West av Teigum, som ånder ham i nakken, og det var også Teigum, som startede inde mandag aften. Men det var Haack, som fik langt størstedelen af minutterne på banen og endte med at gøre en forskel.
– Jeg synes, at det har været en god sæson, og jeg har Hákun lige bag mig, som gør, at jeg bliver ved med at udvikle mig, siger Mike Haack.
En rodet start
En sejr giver som bekendt to point mere til tabellens regnskab. Skanderborg Aarhus er derfor stadig på imponerende vis nummer tre i herrehåndboldligaen efter knap halvdelen af grundspillet.
Men spillet på banen haltede i Helsingør.
Der var et hav af tekniske fejl i starten af kampen og et par koncentrationsvigt gjorde, at det undertippede Nordsjælland-hold efter ti minutter allerede var foran med fire scoringer.
Men der kom styr på det. Tempoet blev højere i offensiven, hvilket gjorde, at Mathias Bitsch, Morten Hempel Jensen og Thomas Arnoldsen fra bagkæden kunne folde sig ud med 16 mål tilsammen.
Og defensivt fik Skanderborg Aarhus i høj grad stoppet Nordsjællands bagspillere, som er hurtige på fødderne. 17 frikast stod Skanderborg Aarhus noteret for at begå i første halvleg.
– Det bliver lidt broget for os. Vi kommer ikke så godt fra start, men formår egentlig stadig at være med, selvom det er svært herovre. Men jeg synes bare, vi kæmper og gør det til en arbejdssejr. Det er ikke så pænt, men det giver to point, og de er altid gode.
– Vi ville gerne bryde spillet noget mere i dag, for Nordsjælland er rigtig gode, når de holder bolden i gang. Så det var fedt, at vi begik så mange frikast, siger Mike Haack, før han bliver afbrudt af et ældre ægtepar, som ikke sparede på roserne.
“Du er for god, Mike. Du er velkommen i Nordsjælland”, siger den kvindelige halvdel af parret.
Men hvis han spiller, som han gjorde mandag, vil end ikke Skanderborg Aarhus være en stor nok klub for ham i fremtiden.
Der resterer derfor en kamp, før Skanderborg Aarhus har mødt alle hold i herrehåndboldligaen. Den kamp spilles lørdag i Fælledhallen i Skanderborg mod TMS Ringsted.
//
Kampreferat er leveret af vores mediepartner Aarhus Stiftstidende. Læs hele live bloggen og kommentarer på Stiftens website.