Status for første halvår i SAH

23. dec 2021

Vi er kommet rigtig godt fra start i vores nye østjyske flagskib!

I en historisk stærk HTH-Herreliga med storsatsende klubber omkring os, og med ligaens yngste mandskab, har vi vist, at kontinuitet, stærke værdier, hårdt arbejde og talent skaber resultater. Vi har en sportslig strategi og en klar plan på at videreudvikle den platform.

 

Solidt sportsligt niveau

Med en foreløbig 3. plads, en placering vi faktisk har haft store dele af sæsonen, er vi bestemt inden for skiven af vores målsætning. Det kræver normalt et snit på 24 point for at gå i slutspillet, så vi nærmer vi os allerede halvvejs i sæsonen vores erklærede mål for i år. Vi holder benene solidt placeret på jorden og har fortsat fokus på at rende langt på literen og vil gøre alt for at fastholde placeringen.

Store præstationer fra vores forsvar og målmænd giver tryghed i defensiven, og i den anden ende af banen har vi været meget disciplinerede i forhold til ligaens laveste antal tekniske fejl. Defensiv, disciplin og tryghed er tre punkter, som normalt ikke rimer på ungdommens vildskab, men det er kendetegnende for, at dette hold er gjort af et specielt stof.

En del af vores sportslige strategi er at forlænge med vores store talenter. Det er vi også lykkes med, og Thor, Thomas og Salah, som alle tre står for det ypperligste indenfor talentudvikling, bliver også drivere på vores hold fremover. Derudover holder vi fast i kontinuiteten med forlængelser med erfarne spillere som Lars Skaarup og Kristian Bonefeld, ud over de spillere som allerede er på plads. Vi arbejder i øjeblikket på at sikre, at de sidste brikker til holdet falder på plads til næste år. Glæd jer!

 

En bærende klubkultur

Der har naturligvis været bump på vejen i sammenlægningen af to klubber med stærke kulturer. Det tager tid at etablere en fælles klubkultur, hvor det er ”både og” for at forene og ikke ”enten eller”. Det er helt naturligt, og vi har stor respekt for denne del. Det væsentlige for os er at kommunikere vores fælles erklærede mål om at bygge på vores 5-årsplan, og at skabe værdi for alle interessenter. Vi erkender, at vi faktisk lever af de følelser, der er på spil i opbygningen af et fælles østjysk storhold bygget på lokale talenter. Når det er sagt, så er vi taknemmelig for den opbakning, vi mærker, når vi kommer rundt, og vi får gode snakke om visioner og planer for hele østjyllands flagskib.

En speciel tak til de to engagerede frivillige-grupper, der er mødtes på midten, og om nogen har skabt et flot samarbejde og fællesskab. Kæmpe respekt for den positive tilgang de frivillige hele vejen har haft til det fælles østjyske projekt!

 

Ligaens yngste mandskab

For mig personligt har det været specielt positivt at opleve, hvordan det sportslige i den grad fungerer. Drengene yder en kæmpe indsats til hver træning. Holdet er kendetegnet ved gode værdier og en fælles forståelse for, at alle bidrager. De erfarne spillere tager del i dannelsen af de unge talenter, som i den grad er indstillet på at suge erfaring til sig. Dét er et powerhouse!

 

Stærk kommerciel base

Kommercielt har vi fra et vanskeligt udgangspunkt skabt en base af flere end 200 sponsorer på nuværende tidspunkt, og der kommer hele tiden flere til. Det betyder ikke, at vi er i mål med økonomien endnu, da vores investeringer i en professionel organisation, som skal sikre et bedre kommercielt produkt og værdiskabende aktivering for vores partnere, er den eneste vej fremad.

Uden for banen knokles der i bestyrelse og i administrationen for at levere gode oplevelser. Vi udvikler os hele tiden og har det lange lys på ift. de fastlagte strategier.

Jeg tror på, at højdepunktet endnu lader vente på sig. Vi har et højt niveau og en kontinuitet, der sikrer, at vi vinder de kampe vi skal, men vi mangler stadig at se, at vi kan komme helt tæt på de allerbedste.

På vegne af hele Skanderborg Aarhus Håndbold vil jeg ønske en rigtig god jul og et godt nytår.

 

Mads Lind, Adm. direktør, Skanderborg Aarhus Håndbold

 

Foto: Ole Nielsen

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her