DET VAR TÆT PÅ MOD TYSK STORHOLD

14. dec 2022

Der var stjernedrys over Skanderborg Fælled tirsdag aften, hvor det tyske storhold Füchse Berlin mødte de lokale helte fra SAH. Gidsel mod Thomas, Lindberg mod Hákun og Holm mod Jonatan – skitsen var tegnet til en fortsættelse af det europæiske eventyr for SAH.

En stopfyldt hal med flere end 2.200 tilskuere fik en håndboldoplevelse udover det sædvanlige. SAH-drengene tordnede afsted fra starten og komme hurtigt i front. Føringen blev udbygget og var på et tidspunkt på fem mål, 14-9. Berlinerne fik dog vendt kampen efter pausen og førte med fire mål midt i anden halvleg. SAH-drengene kæmpede sig flot tilbage, og det blev til en vanvittig afslutning, hvor Füchse Berlin var heldige med at få begge point. Tyskerne er dermed fortsat ubesejret i European Leagues gruppe D.

Cheftræner Nick Rasmussen satte efter slutfløjt ord på kampen.

  • Der er mange ting at være tilfreds med, men jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke får point med fra kampen. Vi får den gode rullestart, der skal til for at have muligheden for at lave en overraskelse. Füchse kommer for tæt på ved halvlegen, hvor de går fra 11-16 til 15-16, og det spillemæssige overtal, vi har de første 30 minutter, får vi ikke udnyttet på tavlen.

Rasmussen fortsætter med at rose angrebsspillet og fremhæver de to stregspillere.

  • Frederik og Mousing får virkelig skabt noget for vores bagspillere, og den relation mellem streg- og bagspillere er vigtig. Jeg er meget tilfreds med indsatsen inde på linien.
  • Generelt synes jeg, at vi lykkes med mange fine ting i løbet af kampen, og jeg er faktisk rigtig tilfreds med spillet. Over hele kampen er vi dygtigere til at spille os til chancer, end vi var i forrige kamp.

Det var en vanvittig ramme, som spillerne havde at boltre sig i. En udsolgt hal med flere end 2.200 tilskuere anført af en veloplagt SHEA-sektion skabte en fantastisk lydkulisse, der løftede spillerne frem.

  • Hvis det er sådan her, hver eneste gang vi spiller hjemme, så er der nok et par enkelte point ekstra at hente, lyder det smilende fra Nick Rasmussen.

Den opfordring sender vi videre herfra, og der er mulighed for at gense SAH-spillerne allerede på lørdag, hvor de står foran et spændende opgør mod sæsonens overraskelse fra KIF Kolding.

Hvis du endnu ikke har billet til kampen, kan den købes her.

Foto: Ole Nielsen