DET EUROPÆISKE EVENTYR FORTSÆTTER – SAH SKAL SPILLE EHF EUROPEAN LEAGUE 

5. okt 2022

Der var fight for alle pengene, da det gjaldt anden og afgørende kamp om pladsen i gruppespillet i EHF European League mellem IFK og SAH. Svenskerne kom bedst fra start i kampen, hvor de satte os under pres med deres hurtige spil. Vi havde svært ved at komme igennem deres forsvar og kæmpede med at holde dem fra scoringer i modsatte ende. Efter 6 minutters spil var stillingen 2-5. Der skete et skifte i vores spil, da Thomas Arnoldsen kom på banen og gjorde et godt indhop. Han var ikke på banen meget mere end et minut, før vi så et mål og en assist fra ham. Med et kvarter spillet diskede Kristoffer Laursen op med et par gode redninger i streg, som skabte et lille momentum for os og gjorde, at vi havde en lille overhånd den sidste del af første halvleg og kunne gå til pause foran 18-17. 

Vi kom godt fra start i anden halvleg og fastholdt føringen, men Kristianstad hang på. Efter 38 minutters spil var kampen lige 22-22. Endnu engang trådte Kristoffer Laursen i karakter og lukkede ned i målet. Han tog blandt andet 3 ud af 3 svenske straffekast. Vi fortsatte det gode angrebsspil, vi havde fået bygget op, og med 7 minutter tilbage af kampen slog vi et hul på tre mål, som holdt sikkert hjem. SAH vandt 35-33 over IFK Kristianstad.  

Cheftræner Nick Rasmussen kan se tilbage på en målrig kamp, hvor han da også er stærkt tilfreds med den offensive præstation, som særligt var afgørende for, at holdet kom med i kampen. 

Vi spiller godt angrebsmæssigt, ikke kun fordi vi laver mange mål, men vi tilspiller os mange gode chancer. Det var flot. Kampen vender, da vi begynder at omsætte vores chancer, og så synes jeg, at Thomas kommer ind og laver et rigtig flot indhop i første halvleg. 

Så prøver vi lidt forskellige konstellationer af i forsvaret, som også er med til at rette op på starten. De scorer 17 mål til halvleg og slutter på 33, så det er stadig mange mål, der går ind. Men det er det flotteste angrebshåndbold, vi har spillet i den her sæson, og det har vi været på jagt efter. Så det er vi godt tilfredse med, men det gælder om at holde snuden i sporet.

Inden returopgøret har SAH-holdet haft stor fokus på at arbejde med, hvordan de kunne lukke ned for Kristianstads hurtige spil. 

Det lykkedes os ikke helt at lukke ned for deres hurtig midte og tredje fase. De er virkelig gode til at spille den fase, det må jeg sige. De laver mange mål, men Stuff (Kristoffer Laursen) har det der skal til – og de redninger, der skal til. Og i sådan nogle kampe her er det afgørende, at målmanden stepper op. Jeg er meget tilfreds. 

Nu gælder det gruppespillet i EHF European League for SAH. Noget som hele truppen ser meget frem til. 

Jeg synes, det er meget flot af en klub som vores, som uden at gå i detaljer med hvilket budget vi har, kan komme med ud og spille European League. Det tager vi som en spændende udfordring i forhold til at se, om vi kan dygtiggøre os. Det skulle gerne være noget, vi kunne overføre til den hjemlige turnering. Så vi ser meget frem til det her efterår. Jeg er glad, afslutter Nick Rasmussen. 

Topscorer for SAH blev Hákun West av Teigum med 7 mål. 

Kæmpe tak til alle de fremmødte samarbejdspartnere og tilskuere, og ikke mindst TAK til SHEA, som støttede SAH-drengene 100% og var stærkt medvirkende til at skabe en fantastisk ramme for kampen.

SAH-drengene skal i aktion igen på lørdag den 8. oktober i HTH Herreligaen, når Mors-Thy kommer på besøg. Kampen bliver spillet klokken 18.30. Du kan købe billetter til opgøret her: https://billet.skanderborg-aarhus.dk/82943/Skanderborg_Aarhus_Haandbold_-_Mors_Thy

Hey, vent!

Få det seneste nye fra Skanderborg Aarhus Håndbold direkte i din indbakke - tilmeld dig vores nyhedsbrev her