CHEFTRÆNEREN: VI KAN FORVENTE EN FYSISK HÅRD MATCH FRA BEGGE HOLD 

1. dec 2022

På lørdag tørner HTH Herreligaens 6. og 7. plads sammen, når TTH Holstebro lægger vejen forbi Fælleden til returopgøret mellem de to hold. Første kamp endte i en sand gyser med scoring i sidste sekund. Så der i den grad lagt op til et brag af en kamp på lørdag. Vores gode samarbejdspartner AVK har sørget for gratis billetter til opgøret, så SAH kan få den bedste opbakning, når der skal to point på kontoen. 

For Nick Rasmussen har det ikke nogen særlig betydning, at det er en direkte placeringskamp i ligaen, som udspiller sig på lørdag. 

  • Det er vigtigt at få point hver gang, uanset hvem man møder, fordi rækken er så tæt. Det gælder om at få skrabet så mange point til sig som muligt. Det er uagtet om man møder nummer 1, 6 eller 10 i ligaen. Det er bedst illustreret ved, at SønderjyskE slog Skjern her forleden dag, selvom de ligger nummer 10. Det er bare vigtigt at få point i alle kampe, fordi rækken er så tæt.
  • Vores fokus er på at være så godt indstillet som muligt på TTH Holstebro på lørdag. Det betyder, at vi skal holde fast i nogle af de ting, som er lykkedes rimelig godt her på det sidste. Det er vigtigt at have nogle gode og positive erfaringer, og det synes jeg også vi har pt.

Ifølge Nick Rasmussen er det ikke kun SAH, som går ind til lørdagens kamp i storspillende stil. Det samme gør sig gældende for modstanderne fra TTH Holstebro.

  • TTH Holstebro har fået Johan Meklenborg tilbage. Jeg oplever egentlig at trods en lang skadespause, så er han ret godt spillende for dem. Derudover har Nikolaj Markussen genfundet et højt niveau og sammen med deres forsvar, anført af Mathias Smed, har det egentlig gjort, at TTH er kommet rigtig godt i gang, når vi kigger her halvvejs i sæsonen 2022/2023. 

Der er lagt op til fight for alle pengene, når kampen fløjtes i gang lørdag. 

  • Jeg tror, at det bliver en jævnbyrdig og tæt match på lørdag. Jeg synes, at de med Mathias Smeds indtræden i truppen har fået stabiliseret deres forsvar ret godt. Der bliver taget fra, og det glæder vi os til at udfordre. Vi kan forvente en fysisk hård match fra begge hold.

Kampen bliver spillet i Fælleden lørdag den 3. December. Kampstart er klokken 18.30. I samarbejde med AVK kan du hente gratis billetter til opgøret. Billetter kan hentes her: https://billet.skanderborg-aarhus.dk/83823/SAH_-_TTH_Holstebro