ARENA AFTALE SIKRER NYE KOMMERCIELLE MULIGHEDER

5. jan 2023

Arenaen i Aarhus bliver hele byens håndboldarena. SAH vil spille flere internationale kampe og halvdelen af sine ligakampe i Arenaen, og Aarhus united vil spille alle sine hjemmekampe der.

Sammen med Aarhus United overtager SAH navnerettighederne til Arenaen. 

Nu kommer der mere sport i Arenaen i Aarhus. Fra nytår har Aarhus Kommune overtaget driften af det, der tidligere var kendt som Ceres Park og Arena. Formålet med overtagelsen er et ønske fra byrådet om at give opvisningsidrætten bedre vilkår og at sikre mere sport og idræt ved at begrænse antallet af aflysninger på grund af messer, konferencer og udstillinger. 

Det er fantastisk, at vi i samarbejde med byens to store håndboldklubber kan sikre, at det nu blive muligt at opleve endnu mere sport i Arenaen. Det bliver en fabelagtig ramme for både spillere og publikum, og jeg glæder mig allerede til at opleve stemningen,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad. 

Håndboldklubberne ønsker at overtage retten til at navngive Arenaen som led i en sponsorstrategi. Aarhus Kommune har derfor tilbudt at sælge navnerettigheden til håndboldklubberne som Arenaens professionelle hovedbrugere. 

Vi glæder os til en spændende fremtid for både byens herre- og damehåndbold på øverste niveau i Aarhus og Østjylland. Den næste periode vil frem imod færdiggørelsen af Kongelunden være med til at styrke samarbejdet med øvrige interessenter i området og medvirke til at skabe topoplevelser af både national og international karakter omkring håndbolden. Der bliver en del afprøvninger, der sigter mod flere forretningsben for klubberne,” siger administrerende direktør i SAH Mads Lind. 

Håndboldklubberne og Aarhus Kommune har et fælles ønske om, at Arenaen bliver kendt i den aarhusianske befolkning som en attraktiv og velfungerende opvisningsarena for håndbold på højeste niveau. 

”I de sidste års intense arbejde med en opdatering af området og arbejdet med Kongelunden har vi aktører virkelig mødtes og fundet hinanden og det gode samarbejde. Vi ønsker fortsat at udvikle Aarhus United og den kvindelige ligahåndbold i Aarhus og ser en indflytningen i Arenaen med de muligheder og udtryk, det giver os, som en naturlig proces for en udvikling, vi omfavner, prioriterer og arbejder intenst med. Vi lægger ud med et brag, når sidste kamp i grundspillet mod København Håndbold skal spilles 15. marts – hvilket bliver en event, hvor vi agter at sætte tilskuerrekord til en kvindelig ligahåndbold kamp i Aarhus,” siger Mads Winther, adm. direktør og bestyrelsesmedlem i Aarhus United. 

Aftalen mellem Aarhus Kommune og håndboldklubberne gælder i foreløbig tre og et halvt år. 

Parterne har et fælles ønske om, at Arenaen i fremtiden bliver hjemsted for flere professionelle sportsklubber og flere sportskampe. Der er derfor mulighed for, at andre klubber og idrætsgrene, der repræsenterer Aarhus i den bedste række, kan tilslutte sig aftalen.